En metode til at fange karakter i portrætter

Dine instruktionsmetoder skal få mennesket frem i dine portrætter. Det er udgangspunktet for al min undervisning, og jeg tager afsæt i - ja vi tager den lige igen - at det er dig der har ansvaret! Dig der styrer showet. Kan du dit "shit" som menneske (og instruktør), kan du skabe magi bag dit kamera.

Det handler stadig om at se. Om at se detaljer, se farver, se kompositioner, muligheder...og mennesker. Det handler også stadig om konstant at minde dig selv om den følelse du selv ønsker at gå til og fra en oplevelse med. Altså basically at være mod andre som du ville ønske de var mod dig.

I nogle af mine tidligere indlæg, og i stort set al min undervisning, minder jeg dig om at kan bruge dig selv og f.eks. dit humør til at skabe et portræt. Jeg siger også at du skal bruge din intuition. Er den god så brug den nu. Trænger den til kærlighed så øv dig. At bruge sin intuition kræver mod, altså øvelse. For når du øver finder du ud af, at den virker - eller rettere hvordan den virker - og så kommer modet til at bruge den helt automatisk. Men det er en helt anden snak.

Formålet for dette indlæg er, at lade tankerne flyde lidt omkring karakterfyldte portrætter. Jer der kender mig, tænker nok, at mine billeder måske nærmere kendetegner instruerede - men dog ærlige - udtryk, mere end karakter. Men for mig hænger det sammen. Man kan sige, at jeg instruerer mig frem til et udtryk der understøtter den karakter jeg mærker. Så alle mine billeder baseres på at "jeg mærker". Nogle dage er sværere end andre, men sådan er det vel på alles job? Det kommer vi tilbage til i et andet indlæg.

Karakter skabes - i min optik - således af instruktion, lys og posering. Du kan "nemt" skabe karakter med kombinationen af lyslægning og posering, men hvis udtrykket ikke følger med, er billedet mindre vellykket. Det er åbenlyst. Så hvordan portrætterer man en persons ægte karakter?

Mit bedste råd er at lade folk være. Når jeg siger det højt - eller skriver det - kan det godt føles som om det går imod alt det jeg siger på mine instruktionskurser, men ikke desto mindre virker det. Ofte siger jeg du skal være "på". Du skal komme tæt på personen, mærke efter, skabe flow, skabe rum til dig og den du portrætter og ikke mindst at du skal tale til personen. Hvordan gør man alt det og så samtidig lader folk være?

At "lade folk være" er ikke det samme som at "lade dem hænge". Der er stor forskel. Du skal stadig gøre alle ovenstående ting. Du skal stadig tage ansvaret for deres tryghed og velbefindende under jeres session. Få dem til at føle sig som stjerner.

Men du skal lade dem være sig selv. Du skal prioritere at skabe rummet, hvor de føler dem som sig selv, og ikke som personer foran det kamera som du trygt og sikker kan gemme dig bag ved. Muligheden for at dine "modeller" kan være sig selv skabes af din evne til at være dig selv. Jo mere skuespil du spiller, desto mere bliver jeres fælles indsat en "performance" og så kommer der hverken ægthed eller karakter i portrættet.

Så min påstand er, at karakteren kommer frem når alle er trygge (tryghed opstår i flowtilstanden som du kan læse i et af mine tidligere indlæg).

Nogle af dem jeg portrætterer spørger mig "hvordan fik du mig derud" når vi er færdige med en session og de ser deres billeder. Mit svar er altid "det gjorde du selv". Men mange siger faktisk også noget alá "tak fordi du var hos mig". Det er måske noget underligt noget at udtrykke, men jeg ved hvad de mener. Jeg går nemlig med alle. Jeg trækker vejret med dem. Jeg bruger mit eget bevægelsesmønster - som absolut bærer præg af min personlige svaghed, nemlig klodsethed. Jeg er på ingen måde bange for at vise den jeg er, og på den måde skaber jeg et rum hvor det hurtigt er tydeligt at de bare kan være.

Jeg skyder også meget. Det gør naturligvis, at jeg har mange mellemskud (med ægte karakter), men det har også den effekt at folk ikke har en fornemmelse af, hvornår de gør noget forkert. Hvis jeg stoppede hver gang udtrykket ikke var der vil det nemt kunne føles som en lang fiasko at stå foran kameraet.

Vi roser (helt naturligt) i vores instruktion, men det vi glemmer er, at når vi roser, kan den vi portrætterer hurtigt føle, at når de ikke får ros gør de noget forkert. Her opstår forsøget på at "gøre noget" andet, frem for bare "at være". "At gøre" ligger nemlig i selvtillid mens "at være" ligger i selvværdet. Høj selvtillid kan du nemt portrættere og dermed "se" i karakteren på et billede. Højt selvværd er sværere at fange men appellerer mere til den portrætteredes følelser. Din succesrate er høj hvis den du portrætterer føler mere end han/hun ser - giver det mening?

Nogen sidder formentlig nu med spørgsmålet "hvordan kan jeg så instruere uden at give folk en følelse af at de skal gøre noget?". Spørgsmålet er jo relevant fordi vi med vores instruktion ofte beder folk om at gøre noget konkret.

I virkeligheden er det faktisk lige dét der kræver øvelse, men også fortolkning. Personligt bruger jeg (uden at blinke) de samme instruktionsmetoder igen og igen. Altså i samme session. Jeg bruger metoder, som er let forståelige for "modellen" og så gentager jeg dem igen og igen og igen. Det gør, at folk føler sig trygge i dem og til sidst ser det som en naturlig væremåde i mit selskab. Det kan være en metode du kan bruge. Men i fortolkningen ligger også, at jeg ser instruktionsmetoderne som en (vigtig) del af min ansvarstagen. Hvis jeg ikke tager ansvar for modellens bevægelser og udtryk så "hænger" han/hun i det smil som alle tror fotografen vil have og som måske ikke viser karakter eller i hvert fald ægthed. Det sidste jeg ønsker er at lade folk hænge.

At "lade folk være" handler således om at tilpasse dine metoder så du skaber rum til "at være" frem for "at gøre". Det kræver øvelse og konstant påmindelse, men jo mere du tager ansvar for processen desto nemmere skaber du det rum. Men husk altid, at dine instruktioner og din personlige ro (med teknik og metoder) skaber frihed for både dig og den du portrætterer. Og med frihed mener jeg rum.

Er det svært for dig så mærk altid efter i dig selv. Hvor er du mest ægte? Dér hvor nogen siger du kan være dig eller hvor du kan mærke, at du kan være dig?

PS: Har du brug for at dyrke dig selv og dine arbejdsmetoder er mine 3 dages personlige instruktionsworkshops åbne for alle. Skriv til mig hvis du vil høre mere.